Man siger, at væsentlige videnskabelige opdagelser bør kunne stå for sig selv. En matematisk sætning og et tilhørende bevis er tilstrækkeligt for at kunne forstå et resultat, men hvis man vil dykke lidt dybere, (når der nu ikke er nogen bund at nå) så er man interesseret i hvorfor sætningen ser ud som den gør. Hvorfor ser variablerne ud som de gør, og hvordan kan dette resultat anvendes? Her har konteksten en væsentlig betydning. Tag for eksempel Newton og Leibniz’ uafhængige opdagelse/opfindelse af calculus. Sikke intriger der var i den tid, og fortsat i dag: Hvem opfandt det først, og hvem udgav først? Hvis notation er bedst? Er deres fund overhovedet så uafhængige som de påstår, ja sågar spørgsmålet om de begge blot har kopieret en tredje mands arbejde.

Tag for eksempel den pythagoræiske læresætning, der med al sandsynlighed ikke blev udtænkt af Pythagoras selv. Han var blot en kultleder, der tog æren for en andens arbejde, og længe før hans tid var relationen mellem en retvinklet trekants sidelængder kendt i mesopotamiens oldtidssamfund.

Der er så megen værdifuld lærdom i konteksten omkring disse opdagelser og så mange menneskelige historier der er vævet ind i videnskabshistoriens stof, at det ville være en skam at gå glip af disse tråde. Tænk blot på Euler eller Gauß. Så mange felter af matematikken har været berørt af disse brilliante matematikeres tanker. Set individuelt er deres videnskabelige opdagelser revolutionerende, men hvis man ser på Eulers eller Gauß’ videnskabelige resultater som helhed skaber de et billede af mægtige mennesker med en tankevirksomhed i en helt anden liga en vi andre dødelige. Eller tænk på de mange græske matematikere der nærmest ikke kan nævnes uden at knytte en kommentar til det hellenistiske oldtidssamfund. Hvor særligt er det ikke, at deres resultater fortsat har relevans så mange tusinde år senere.

Og så har jeg ikke engang nævnt Fourier. Denne mand er bedst kendt for fouriertransformen: et vidunderligt redskab i mange henseender, som så sandelig fortjener et afsnit i en projektrapport. Men at forestille sig at dette var Johannes Døberens eneste væsentlige bidrag til verden ville være en tragedie. Det viser sig nemlig at den ærbare franskmand har været hovedarkitekten bag den såkaldte drivhuseffekt. Du som læser vil naturligvis øjeblikkeligt lægge mærke til den tragedie der er sket i dette øjeblik. Drivhuseffekten er i dag en stor kilde til frygt or uro samt usikkerhed om Jordens fremtid. Vores planet som vi kender den er truet. Drivhuseffekten har i løbet af de seneste hundrede år gjort hastige fremskridt, og det ser ikke ud til at den umiddelbart har tænkt sig at trække sig tilbage. Fortsætter den som nu, vil den efter en årrække have overtaget verdensherredømmet. Stigende temperaturer og en øget frekvens af voldsommere vejrfænomener er blot nogle af de drastiske konsekvenser som denne “Jean-Baptiste”s opfindelse vil have, og allerede i dag har, på hele jordens befolkning. Opfindelsen af drivhuseffekten er en af verdenshistoriens store vendepunkter, og ethvert afsnit om Fourier i en projektrapport vil ikke være fuldendt uden at nævne hans uhyrlige opfindelse.

Men hans transform er nu egentlig meget smart.